Honning med hjertet

Amager, Frederiksberg, Vesterbro og Botanisk Have. Der står fire små glas med honning hjemme på mit bord med navne fra Københavnske bydele. De er fra Bybi. En socialøkonomisk virksomhed, der producerer ultra lokal honning med bifamilier, der bor på Københavns tage.

Og det er tydeligt, at bierne har fået forskellig føde, alt efter hvilken bydels blomster, de har besøgt. Alene de smukke gyldne toner, honningen har, adskiller sig fra hinanden i de fire små glas. Det samme gør smagen. Frederiksberg og Vesterbro er mine favoritter, og når det handler om smag, må man blot stole på sin egen. Lidt gyldent Vesterbro på en pandekage eller lidt gyldent Frederiksberg på yoghurt naturel gør bare en lidt glad i låget.

Social inklusion

Det Bybi-honningen kan udover at skabe det søde, klistret stof, er at skabe en fortælling om et produkt, som også tager ansvar på andre punkter.  Hjemløse, langtidsledige, asylansøgere og andre udsatte grupper bliver undervist i både biavl, honningproduktion og salg af produkter. Det handler nemlig også om social inklusion. Det er honning med hjertet.  Bybi har fx i samarbejde med Dansk Røde Kors oplært asylansøgere i biavl og honningproduktion og mange af kursusdeltagerne har efterfølgende været frivillige i Bybis honningfabrik.

Produktionen sker i CSR samarbejde med en række samarbejdspartnere, bl.a. er der bier på taget af DR. DR har i samarbejde med Bybi fået produceret deres egen honningøl til Koncerthuset - og de vandt en pris for den flotte etiket! Også Københavns Kommunes Socialforvaltning har støttet projektet ved at give plads til bistader på taget af Københavns Rådhus. Nu serveres de berømte Rådhuspandekager med rigtig rådhus honning!

Bybi har 20 bigårde fordelt over hele København. De fleste står på tagene eller i nærheden af de virksomheder, der samarbejdes med. Herfra flyver bierne ud i byens villahaver, parker, grønne lommer og altankasser og samler nektaren, der bliver til honning.

Øko-Not

Bybi dyrker biavl efter økologiske principper og bruger hverken pesticider, antibiotika eller andre farlige kemikalier i biavlen. I Danmark er reglerne for økologisk honningproduktion dog så strenge, at honningen ikke kan opnå certificeringen som økologisk.

Ud over honning, så giver honningen også smag til et udvalg af andre produkter som Bybi Rom (smager dejligt), bolsjer og en Bybi Ale.

 

www.bybi.dk