Submitted by admin on
Jeg har ikke gået med ur i flere måneder. Det hele begyndte i sommerferien, hvor netop tid for mit vedkommende blev en faktor, der ikke var en del af ferien. Jeg sov, når jeg var træt, spiste når jeg var sulten og hverdagens ”skema” var gemt langt væk. Det er klart, at tid er et parameter i hverdagen. Mange møder på arbejde til et bestemt tidspunkt, toget kører også efter en tidsplan, og aftaler og møder er også hægtet op på et tidspunkt. Det skaber overblik.
Det fik mig dog også til at tænke over sætningen: ”Jeg har ikke tid” – underforstået jeg har travlt. Og hvor tit jeg selv har slynget den ud – og endda brug som undskyldning – især hvis der var noget jeg ikke gad eller ikke havde lyst til – eller måske i virkeligheden ikke kunne rumme.
For det meste har jeg har tid – det jeg ikke har, er ”rum”. Når jeg efter en dag med mange bolde i luften på arbejdet kommer hjem og bliver mødt af en datter, der har brug for hjælp til en analyse af et folkeeventyr, så snart jeg træder ind ad døren. Eller når en kær veninde atter forsøger at lave en aftale med mig, men jeg ikke giver et konkret svar, eller når jeg lader telefonen ringe om aftenen uden at svare. Så er det ikke fordi, jeg ikke har tid. For det har jeg. Så er det fordi, at jeg har brug for rum – rum til pauser, rum til ro og rum til stilhed – rum til mig selv. Vi har alle brug for at blive ladet op, og forhåbentlig gør vi det på den måde, der passer os bedst.
Jamen det er så lang tid siden, vi har set hinanden, hører jeg en veninde sige. Ja og? Det giver mig ikke længere dårlig samvittighed. For bliver det blot endnu en aftale i en kalender, hvor der skal hakkes af, så bliver jeg træt – så kommer jeg til at haste så meget, at jeg helt glemmer nydelsen. Men jeg har tid, og jeg skal nok vende tilbage, når jeg har rum. Nogen gange går der blot en time, andre gange kan der gå måneder. Mister jeg noget undervejs? Ja en hel bunke – til gengæld mister jeg ikke mig selv.