Lad være at spørge om lov

Jeg er stor tilhænger af, at man IKKE bare sidder med hænderne i skødet og venter på, at ANDRE skal gøre arbejdet. Og det drejer sig om mange aspekter i livet. Derfor er jeg også ret vild med den amerikanske guerilla-urbanist Jason Roberts fra bevægelsen Better Block, som jeg glæder mig til at høre og opleve på Bulding Green 1. november i Forum.

Her giver han opskriften på, hvordan du selv kan forandre din by. Lad være med at vente på kommunen eller myndighederne tager initiativ til byudvikling. Tag sagen i egen hånd – eller penslen: Mal cykelstier på kørebanen, skab sving på vejbanen med nye træer eller markér en ny fodgængerovergang med hvid gaffertape. Uden at spørge om lov først.

Jason Roberts er manden bag Better Blocks - en international bevægelse, der skaber bedre byrum nedefra med guerilla-metoder.

Den aktivistiske amerikaner blev inspireret til sit arbejde af en tur til Europa, hvor han oplevede levende bymiljøer på Italiens mange pladser og de fyldte cykelstier i Skandinavien. Det overbeviste ham om, at der kunne gøres noget ved byrummene hjemme i Dallas. Det første projekt så dagens lys i 2010. Med massiv opbakning fra lokalmiljøet, transformerede han en trist, trafikeret vej til et festligt og kulturelt samlingspunkt for hele lokalmiljøet i samarbejde med de lokale beboere.

-       Når man har travlt med at udvikle byer, glemmer man ofte de mennesker, der allerede bor der - eller ekskluderer dem i processen. Hvis man mener bæredygtighed alvorligt, er det i virkeligheden de eksisterende boligområder, som skal inddrages og være med til at skabe forandringerne, siger Jason Roberts og tilføjer, at der blot skal én person og en rulle gaffertape til for at skabe den første forandring, den første cykelsti.

Jason Roberts initiativ i Dallas har siden spredt sig til hele verden. Hver dag udfører mindre grupper af lokale borgere forandringer i deres lokalmiljøer i lande som USA, Iran og Australien – uden at spørge om lov først.

 

Jason Roberts oplæg ”Build a better block – how to make real change in your community, today” kan opleves onsdag den 1. november kl 14. på Building Green i Forum