Submitted by Gitte on
Som journalist har jeg rent faktisk skrevet nekrologer. Men da var folk døde. Michéle er lyslevende. 72 år – eller som hun selv siger 120 år. Jeg mødte hende første gang for nok 20 år siden. 152 cm høj, tekandefrisure og markant make-up om øjnene og med fransk accent. Jeg skulle skrive om hendes atelier Marguerite, der lige var åbnet i Højby ved Nykøbing Sjælland. Det blev til en hel side i avisen, der ikke kun handlede om hendes malerier, men også om kvinden bag. Senere blev det til flere filosofiske snakke blandet med rødvin. Michéle er gammel nok til at kunne være min mor, men værdier og holdninger kunne og kan vi blive enige om. Aldersforskellen er uden betydning.
For 2½ år siden mødte jeg hende så igen rent tilfældigt på en opgave i Roskilde. Vi udvekslede telefonnumre og mailadresser, men der skulle altså gå yderligere 2½ år førend vi atter mødtes i hendes hjem og atelier Art Marguerite i Rørvig. Her stod hun en regnvåd middag ude foran huset – stadig 152 cm lav – måske endda lavere. Stadig med tekandefrisure, der nu var blevet gråt. Og stadig med et intenst blik i øjnene, rammet ind af make-up-streger. Tilbage i Højby boede hun med Højby Sø i baghaven. Udsigten var nu skiftet ud med havet i endnu et skønt lille hus midt i stilheden og omgivet af duftende lavendler og farvestrålende blomster, jeg ikke aner, hvad hedder. Huset bor hun til leje i. For fem år siden søgte hun ny bolig og var villig til en etværelses bare for at få noget at bo i. En efterårsdag gik hun en lang tur ved mørkets frembrud. Tynget af, at hun snart ikke havde et sted at bo.
”Gitte, så vendte jeg ansigtet op mod himlen, og spurgte Gud, hvilke planer der var for mig. Jeg var så frustreret. ”
Hun gik et par skridt mere. Spottede et skilt på en bjælke. Bolig til leje og så et telefonnr. Hun ringede straks, og udlejer mødte hende udenfor ved bjælken og viste hende huset med det samme.
”Det har jeg ikke råd til, ” lød det fra Michéle.
Svaret kom prompte:
”Hvad har du råd til? ”
Hun har boet her nu i fem år. Hun er såmænd ikke troende, selv om hun den dag vendte blikket mod himlen - men hun tror. Har hun tjent 8 kr. har hun brugt 5 – og kunne derfor flytte ind i huset. I hendes bolig, hendes værksted og udstilling i et og samme hus med udsigt til havet.
Det blev til en lang snak over frokosten og en flaske snaps på bordet. En snak om angst, en snak om når livet gør så ondt, at det må dulmes med noget. For sorgen og smerten over den søn, hun mistede, da han var blot 23 år melder sig stadig. Og så kan hun ikke være i sin krop og bliver nødt til at berolige den. Hun har været gift to gange, og er nu alene og trives med det. Det bliver til en snak om mænd, og hun spørger, hvad der er vigtigt for mig.
”Han skal kunne passe på mig – selv om jeg godt kan passe på mig selv, ” siger jeg.
Hun skraldgriner.
”Mænd er bange for stærke kvinder, ” siger hun og laver et regnestykke på, at der så nok kun er 15 mænd tilbage i hele landet, der ville turde.
”Nå, ” siger jeg. Jeg skal jo også kun bruge én”.
Jeg ved ikke, om hun har ret i, at mænd er bange for stærke kvinder.
Michéle synes, vi mennesker er for meget styret af angst – i stedet for kærlighed. Hun bliver flov over at være menneske, fordi vi behandler hinanden og jorden dårligt.
”Det er sgu da ikke intelligens”, siger hun og kigger mig ind i øjnene.
Vi tager en snaps til, og så er det hun spørger mig, om jeg vil hjælpe hende med at skrive hendes nekrolog og forsikrer mig om, at hun ikke er syg. Men at ingen andre end hende selv jo kender hende bedre end netop hende selv. Præsten har hun allerede talt med, om hvordan hendes begravelse skal være.
”Hvad skulle der stå i din nekrolog? ”, spørger hun mig og fortsætter:
”Alle burde tænke over at skrive deres egen nekrolog. Så vil de måske finde ud, om de er det rette sted i livet. Om de har turdet gøre det, de drømte om. Det har jeg. Jeg troede måske, jeg ville blive verdenskendt eller skuespiller, men jeg er der, hvor jeg skal være”, siger hun.
Vi tager afsked og min slutbemærkning til hende er:
”Jeg glæder mig til at læse din nekrolog”.
Hun vil sende den til mig på engelsk og have mig til at tage den store ”ordmanchette” frem og svinge den nådesløs og brutalt – eller kald det ærligt – for det er hun selv .. og ikke mindst modig.